Bakken

Lige siden åbningen har Bakken været genstand for meget hype, og mediedækningen i forbindelse med mindre heldige episoder har desuden været med til at gøre stedet til posterboy for Kødbyen. Er du ung, trendy og klar på noget poleret undergrund? Så er Bakken et fantastisk bud på en god aften.

Kødbyen på Vesterbro er stadig de københavnske hipsteres højborg, og hvis festen skal op i højt gear, er Bakken ofte endestationen. Om stedet skal kategoriseres som en bar eller en natklub må være op til den enkelte at vurdere, men pga. klientellet, musikken og størrelsen har vi valgt at omtale det som en natklub.

Gæsternes stil oser af Vesterbro og kant, og med knaldrød læbestift, stramme jeans, skæg og tatoveringer kommer du langt. Hvis du ser skødesløs ud på den groomede måde vil du passe perfekt ind, og lige præcis dette look kendetegner egentlig også meget godt selve Bakken. Målet er "råt", men midlerne virker egentlig meget polerede.

Uanset om man er kendt i Kødbyen eller ej, er stedet altid let at finde pga. den uforståeligt lange kø af unge hipstere der snor sig langs bygningerne og hen til den lille indgang. Og køen er vel nok Bakkens største problem. Om det er et kikset forsøg på at gøre stedet mere eksklusivt og eftertragtet kan vi ikke rigtig finde ud af, men faktum er i hvert fald, at du ni ud af 10 aftener står i en meter-lang kø for at komme ind, og når du så rent faktisk er kommet ind, så står du i kø igen fordi der bliver lukket alt for mange mennesker ind i forhold til stedets størrelse. Hvis det lykkes dig at mase dig vej frem til baren, dansegulvet eller toilettet, så skal du ikke forvente at du kan finde tilbage til dine venner igen lige med det samme.

Når det er sagt, så er der selvfølgelig også gode ting, der er med til at gøre stedet populært. Musikken er som regel forskellige housevariationer, så hvis man er klar til at danse til noget bas, så er den ene halvdel af det "M"-formede lokale et stort dansegulv hvor man virkelig kan gå til den. Der er desuden regelmæssigt liveoptrædener med både kendte og ukendte kunstnere. Omkring musikken skal det dog også nævnes, at den er så høj, at du ikke skal tage på Bakken for at få en hyggelig sludder med dine venner. At kunne mundaflæse er en uvurderlig evne at have på sådan en aften.

Baren er placeret midt i lokalet, og sælger hovedsageligt øl og sjusser (men du kan også købe både vin og cava, hvis du er til den slags). Priserne er egentlig okay, fordi du kan nøjes med at betale 25 kr. for en øl. Hagen er så bare, at du får smidt en dåseøl i hånden. At der er skåret helt ind til benet er selvfølgelig en del af præmissen (og charmen), for stedet går som sagt efter det lidt rå undergrundslook. Man kan dog godt føle sig lidt taget ved næsen, fordi "servicen" også er helt fjernet. Sjusser fås for 55 kr., hvilket også er helt fint, og shots kan erhverves for 20/25 kr.

Toiletforholdene er egentlig udmærkede, hvis altså man kan nå frem til dem og undgå alt for lang ventetid i kø. Modsat de fleste andre steder i Kødbyen er her også garderobe (og dørmænd), så der er i hvert fald basis for, at der bliver holdt lidt styr på tingene. Bakken har også en hyggelig gårdhave hvor man om sommeren kan ryge og nyde sine drikkevarer under åben himmel, men hvis man kommer for at drikke dåseøl udenfor, kan man selvfølgelig også bare slå et smut forbi den nærmeste kiosk...

Adresse
Flæsketorvet 19-21
Kødbyen - 1711 København V.

Åbningstider
Torsdag: 21.00 - 05.00.
Fredag: 21.00 - 05.00.
Lørdag: 21.00 - 05.00.

Yderligere information om særarrangementer via Bakkens Facebook-side eller mail via Bakkens hjemmeside.