Jolene

Man kan diskutere om Jolene skal betegnes som en natklub eller en bar, men uanset hvad man kalder det, så er det et sted med en blanding af hygge og undergrund der går underligt i spænd.

Da Jolene for nogle år tilbage rykkede til Kødbyen på Vesterbro var det i en lang periode en af de meste hypede barer i København. Sammen med Bakken trak Jolene horder af hipstere, kunstnere og wannabees til Kødbyen, men Jolenes islandske rødder sørgede især for en profil formet af elektronisk undergrundsmusik. I dag lever en del af ånden videre, men de kulturradikale gæster er efterhånden rykket videre til nye steder der ikke er blevet populære endnu.

De fleste gæster vil i dag nok føle sig truffet hvis man kalder dem hipstere, men det er de, i hvert fald til en vis grad. Ligesom i resten af Kødbyen, og det meste af Vesterbro for den sags skyld, er tatoveringer, skæg, wifebeaters, læbestift, drain pipes og en indie-attitude nogle af de vigtigste ingredienser i et gennemført look (men forsøg at undgå for meget skæg hvis du er kvinde, og læbestift hvis du er mand). Hvis du er i tvivl kan du altid rådføre dig med bartenderne, der tilsyneladende er hyret mere for deres udseende og attitude end deres evner bag en bardisk.

Jolene består af et aflangt lokale, hvor baren findes i den ene ende lige når man kommer ind, mens DJ-pulten er placeret i den anden ende. Herimellem er der dansegulv, en hyggekrog med sofaer og en række små borde og stole hvor man kan være heldig at få en plads. Som koncertsted fungerer Jolene godt, fordi det aflange lokale skaber et godt forhold mellem DJ og publikum, men hvis du er kommet for at danse og have det sjovt med dine venner, så er der ikke meget plads at boltre sig på pga. det smalle lokale. Hyggekrogen er et mindre, tilstødende lokale med et par gamle sofaer og lænestole og fungerer egentlig udmærket i sig selv. Det er først når man betragter stedet i sin helhed, at forsøget på at bibeholde den gamle Kødbys rå lokaler a la New Yorks Meat Packing District og desuden kombinere det med indretning og møblering fra et kollegiekøkken, virker komplet kikset. Heldigvis for Jolene er det jo sjældent indretningen og stilen der er afgørende for, om gæsterne har en god aften eller ej.

Musikken på Jolene er altid elektronisk, og der er regelmæssigt større og mindre kunstnere der kommer og spiller deres egne numre og mixes, hvilket kan være en oplevelse i sig selv. Lydniveauet er rimelig højt, men man kan dog godt veksle et par ord med sine venner uden at vågne op hæs den næste dag. Som med påklædningen kan det desuden anbefales at kunne kaste et par indie-navne omkring sig når man bevæger sig rundt, så de andre gæster ved, at man er noget ved musikken. Kulturel kapital kommer man langt med på Jolene, men i baren er det dog ikke nok.

Her skal du også af med lidt penge, men prismæssigt kunne det dog være værre. Flaskeøl koster 30 kr. og en fadøl kan klares for 40. Hvis der skal gang i festen kan man desuden købe 10 shots for 150 kr. Vi ligger altså ikke i den helt billige ende, men absolut heller ikke i den dyreste. Vi vil generelt fraråde folk at købe andet end øl, for som nævnt tidligere, er bartenderne ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Over baren står skrevet: "This is not a fucking cocktail bar", hvilket i den grad passer. En simpel sjus kan det dog godt blive til.

Af mere praktisk karakter kan det nævnes, at udluftningen på Jolene er virkelig dårlig. Sent på aftenen kan man godt mærke, at temperaturen og luftfugtigheden ikke er hvad den bør være. Det rå look er fint, men nogle gange kan det også blive for råt. Der er ingen garderobe, og som regel heller ikke dørmænd sat på, og toiletterne udgøres af 2 unisex-toiletter og et 2-mands pissoir. Kort sagt skal du stille dig i kø i god tid, hvis du skal undgå en sprængt blære - og så skal du i øvrigt forberede dig på, at man kommer hinanden rigtig meget ved på Jolenes toiletter.


Adresse
Flæsketorvet 81-85, Kødbyen
1711 København V.

Åbningstider
Torsdag: 20.00 - 04.00.
Fredag: 20.00 - 04.00.
Lørdag: 20.00 - 04.00.

Yderligere information via Jolenes Facebook-side.