Mexibar

Mexibar ligger i enden af Elmegade, lige ved Skt. Hans Torv. Det er absolut en af de bedre cocktailbarer på Nørrebro, så hvis man først har fået plads i det meget lille lokale er det bare med at kaste sig over drinkskortet der byder på både nytænkninger og klassikere til favorable priser.

Midt imellem tilrøgede værtshuse og store caféer finder man i Elmegade 27 Mexibar, der serverer friske cocktails seks dage om ugen. Stedet bliver tit brugt som fyraftensvandhul for dem der ikke gider at drikke øl, og bartenderne har da som regel også rygende travlt med at blende daiquiris og mixe long drinks.

Typen af gæster der besøger Mexibar er svær at definere, for det er som regel både studerende og 9-17-typer der dukker op. Når man når ud på de sene timer, og især i weekenden, er det dog primært folk i 20-30 års-alderen der står som sild i en tønde i det lille lokale. Her behøver man ikke have stiletter og jakkesæt på for at drikke fancy cocktails, og den gennemsnitlige påklædning er derfor tit en blanding af hipster og casual.

Selvom kvaliteten på drikkevarerne ikke fejler noget, så er priserne på Mexibar alligevel helt i bund. En stor del af indholdet på drinkskortet kan købes for i omegnen af 50 kr, og når de dyreste cocktails koster ca. 70-80 kr. siger det også noget om, at det er en ret billig bar. Hvis man er blevet lokket med af vennerne, men egentlig hellere vil have en øl, kan man selvfølgelig også købe det, men det er stedets drinks der er værd at komme efter, og de kan i øvrigt alle spikes med 2 cl. ekstra spiritus for kun 12 kr.

Musikken er ikke i højsædet, men det er som regel bartenderne der styrer den, så genre og stil afhænger mest af hvilken person der står bag disken. Lydniveauet er dog så man kan snakke med sine venner, og når man står og sidder så tæt som man ender med at gøre, så er det også mest samtale, og ikke dans, der lægges op til.

Garderobe er der ingen af, og det vælter heller ikke ligefrem med toiletter. Omvendt er baren så lille, så der aldrig kan være så mange mennesker der kan stå i kø på samme tid, og med fokus på cocktails der ikke hældes ned i samme tempo og mængder som med fadøl, plejer det sjældent at give problemer.


Åbningstider
Mandag: 19.00 - 01.00.
Tirsdag: 19.00 - 02.00.
Onsdag: 19.00 - 02.00.
Torsdag: 19.00 - 02.00.
Fredag: 15.00 - 03.00.
Lørdag: 19.00 - 03.00.

Drinkskort og adresse via Mexibars egen hjemmeside.