Rhino Bar

Hvis du er til barstemning i den afslappede stil, ja næsten så afslappet så det nærmer sig bodegastemning, så er Rhino Bar i Nørregade helt afgjort et besøg værd. Her er ikke kæmpestore dansegulve og DJs der spiller ørerne af gæsterne, men de lavt belyste kælderlokaler giver i stedet mulighed for at sidde tæt og snakke med vennerne over en øl eller en drink.
En stor del af barerne i Indre By er i størrelse, musik og publikumsstil en form for hybrider mellem egentlige barer og rendyrkede diskoteker. En af undtagelserne er dog Rhino Bar, beliggende i Nørregade 38, klods op ad Nørreport Station. Her er mere værtshus end diskotek over stemning og indretning, og dette afspejler sig som regel også i det klientel der besøger baren.

Du finder flere skovmandsskjorter end Ralph Lauren-skjorter, og flere sneakers end stiletter, på Rhino Bar, hvilket i sig selv er lidt af et særsyn når man tager barens beliggenhed i betragtning. Men den afslappede påklædning ses også bag bardisken, hvor bartenderne for det meste langer fadøl og gin & tonics over disken til et publikum der svinger fra alt mellem 18-30+.

I den traditionelle værtshusstil byder Rhino Bar på muligheden for at spille terninger ved et af de små borde der findes hele vejen rundt langs væggen i det lille kælderlokale. Søger man pool, beerpong og bordfodbold så skal man gå et andet sted hen, og hvis man er ude efter at slå sig løs på dansegulvet, så kræver det overordentlig skarpe albuer, for dansegulvet må man selv skabe for enden af baren. Stedet lægger kort og godt mest vægt på at skabe rammerne om en sjov, men afslappet aften med vennerne langs baren eller ved et af bordene.

Drikkevarerne er helt klart i den billige ende af skalaen, og især tidligt på aftenen samt under happy hour er der penge at spare (fadøl til 24 kr.). Hvis man er typen der gerne skyller en fadøl eller otte ned på en aften, så kan det dog klart anbefales at købe et klippekort til 200 kr. Hvert af de 10 klip kan efterfølgende indløses til en normal fadøl uanset tidspunktet, og så bliver det altså ikke rigtigt billigere i Indre By.

Mht. toiletforhold og garderobe, så bærer begge præg af barens begrænsede størrelse. Der er således kun to unisex-toiletter, og garderobe er der faktisk slet ikke noget af. Så hold øje med din egen jakke, og sørg for at stille dig i kø til toilettet i ordentlig tid.

Åbningstider
Onsdag: 20.00 - 03.00.
Torsdag: 20.00 - 04.00.
Fredag: 16.00 - 05.00.
Lørdag: 16.00 - 05.00.

Al kontakt kan ske via Facebook eller gennem Rhino Bars egen hjemmeside.