Bar Ræv

Midt i Rantzausgade på Nørrebro finder man Bar Ræv, der har formået at skabe en virkelig hyggelig og afslappet stemning i et område der ellers ikke er kendt for at have gode barer. Det er ikke her du skal komme for den vilde fest til den lyse morgen, men til et par kolde øl, et spil backgammon og måske en pølsemad når sulten melder sig.
Bar Ræv udfylder rent geografisk et hul mellem Klovnens Bodega og Tjili Pop, men også stilmæssigt fungerer den afdæmpede bar som et godt mix af værtshus og café. Den afslappede stemning er kendetegnende for stedet, og generelt virker Ræven som "smart på den jordnære måde", hvis man da overhovedet kan sige sådan.

Baren består af to aflange lokaler, hvoraf det primære rum hvori også bardisken befinder sig, er klart størst. Her er der en række borde langs væggene, lidt rolig belysning og en række brætspil som gæsterne frit kan benytte sig af. I det lidt mindre bagerste lokale finder man nogle ekstra borde samt et bordfodboldbord. I mellem de to rum er der to almindelige toiletter og et pissoir, hvilket er meget passende for en bar af denne størrelse. Man kan dog undre sig over den overordnede udnyttelse af pladsen, for der er virkelig meget gulvplads i det store rum sammenlignet med antal siddepladser, og da Bar Ræv ikke ligefrem lægger op til dansegulv virker det ikke som den helt optimale løsning.

Musikken herinde er primært rock, men i den meget bløde ende. Kombineret med er relativt lavt lydniveau er der gode muligheder for at få en sludder med vennerne (eller en sød fyr/pige), men det betyder også, at der aldrig bliver tale om en decideret fest.

Det er dog også tydeligt, at Bar Ræv ikke stiler efter festen som det ultimative mål - det er i langt højere grad hyggen der er i højsædet. Du møder derfor også kun venlig betjening bag bardisken, så selvom det ikke ligefrem er Tom Cruise der ryster drinks, så passer stilen bare godt ind i helhedsstemningen. Der bliver solgt klart flest Rævepilsnere (som egentlig er Hancock-øl betrukket med barens egne etiketter), og til en 20er stykket er det absolut også en god handel. En gin og tonic slipper man 40 kr. for, men hvis sulten skulle melde sig i løbet af aftenen byder menukortet på flere interessante løsninger i form af popcorn, toast eller en solid pølsemad.

På baggrund af ovenstående beskrivelse er det nok også ret forudsigeligt hvilken slags publikum der dukker op på Bar Ræv. Det er unge mennesker fra Nørrebro, som regel i midten af tyverne og op, for de kommer for den uprætentiøse stil, de udmærkede priser, for musikken og for den gennemgående hygge. Om sommeren er der desuden rift om pladserne i solen udenfor, når baren forsøger sig med lidt improviseret Berliner-stemning. Desværre må Bar Ræv ikke holde åbent til længere end kl. 24, så man bør komme tidligt hvis man vil nå at have noget ud af aftenen.

Nå ja, og har man en bankospiller gemt i maven bør man overveje at blive stamgæst, for der afholdes regelmæssigt bankoarrangementer på Bar Ræv. Det kan man løbende få information om, hvis man ansøger om venskab med Bar Ræv på Facebook.

Adresse

Rantzausgade 44,
2200 København N.

Åbningstider

Mandag: Lukket.
Tirsdag: Lukket.
Onsdag: 16.00 - 24.00.
Torsdag: 16.00 - 24.00.
Fredag: 16.00 - 24.00.
Lørdag: 16.00 - 24.00.
Søndag: Lukket.